Ellen, der jo blev gift “Nissen”, er datter af Dorthea Marie Buhl og Jens Andersen Daugaard
Ellen har skrevet nedenstående i 1974 som bidrag til en større slægtsbog i Buhlslægten. (Olga har et eksemplar, som også kan findes på Vejle Lokalhistoriske Museum. Måske kan vi producere den som pdf på et tidspunkt.)

På opfordring vil jeg forsøge at give et lille bidrag til slægtsbogen, og jeg må sige, det har sat mange tanker i sving, men med mine 76 år er årstal ikke mere min stærke side.

Mor og far blev gift den 29. juni 1888. Min mor, Dorthea, født Buhl, var ud af den store flok fra “Brejning Østergaard”, mens min far, Jens Andersen Daugaard, var fra Viuf. Der boede de også først, men flyttede senere til Gaarslev, hvor de drev Gaarslev Mølle og vistnok også havde præstegården i forpagtning. Her blev bl.a. søster Mette født, men det er alt sammen før min tid.

Jeg “spøger” midt i en børneflok på 11 og er altså nr. 6 i rækken. Sidst i november 1897 flyttede far og mor til en gård i Sellerup, hvor jeg blev født den 24. marts 1898.

Da var der sne lige op til vinduerne, har man fortalt mig. Samme dag var der bryllup i Sellerup by – hos vor høker. Det har jeg nydt godt af mange gange, idet de altid af den grund kunne huske min fødselsdag og erindrede mig på den.

Min bedstefar, Knud Buhl i Brejning, kom af og til på besøg. Han var selv en dygtig landmand og ville vist gerne følge med i, hvordan det gik med gårdens drift. Det var for øvrigt vist ikke altid let at drive gården i Sellerup. Den var gammel, bygningerne var faldefærdige, og jorden, der hørte til gården, lå spredt i syd og nord og bestod af skovmark og eng. Desuden var der noget, vi kaldte “Vang”. Det var et par tønder land, hvor ungkreaturerne blev drevet ned om sommeren.

Af den store børneflok døde den ældste bror, Johan, kun nogle få år gammel. En lillebror, Svend Aage, der hørte til de yngre, døde som spæd. Vi havde det ellers hyggeligt og rart derhjemme. Småt var det, men sikken en glæde, når der kom pakker med brugt tøj fra de forskellige i familien. Tøj, der blev syet om. Moster Kirstine fra “Gammel Sole” var særdeles flink til at sende.

Jeg husker, når mor tog til Vejle for at træffe sammen med sine søstre.

De gik så på indkøb og nød bagefter en kop kaffe sammen. På hjørnet ved banegården boede der en bager, og her blev der for en 25 øre købt 2 øres kager – vel nærmest, hvad vi nu kalder wienerbrød – til at tage med hjem. De gjorde stor lykke.

Familien så vi da også jævnligt. Den 1. december, når bedstefar havde fødselsdag, kom de forskellige familiemedlemmer med tog til Brejning holdeplads, og så blev det ofte til besøg hos os, både før og efter. Endvidere husker jeg kusine Helga, der tit besøgte os. Engang, da vi havde tækkemand til stuehuset, sad hun ude på stigen og spillede violin for både dem og os.

Søster Mette gik i Gauerslund Skole, da hun tidligt måtte ud af reden. Hun kom til bedstefar og morbror Hans (Buhl) på Brejning Østergaard, hvor de efter bedstemors død 1888 havde skiftende husbestyrerinder.

Bror Knud og bror Ejnar var der tit i ferien, men længtes vist ofte hjem, for i Sellerup var der nær til naboer, og selv var vi jo mange.

Søster Johanne var helt enestående til at underholde os yngre børn. Vi legede skole og lavede en hel lille skolestue på loftet, hvor også naboernes børn legede med. Og som Johanne kunne læse op for os! Det var af de gode børnebøger som f.eks. “Onkel Toms hytte”, ligesom hun også sang af for os.

Når vi bagte til jul i den store ovn, blev der trillet pebernødder og bagt kager, og sikken en fest, når vi juleaften samledes om det store juletræ i storstuen med det hvidskurede gulv. Ja, vi havde en god barndom, men vi fik også lov til at bestille noget, både i mark og indendørs.

Da jeg var 12 år gammel, kom jeg til “Gammel Sole”. Jeg husker endnu tydelig samværet i Vejle, hvor mor afleverede mig til moster “Stinne” (Ellen Kirstine), hvorefter vi kørte videre med dagvogn. Vor gamle Karo holdt en støj, da vognen holdt for døren.

Hvilken stilhed, da jeg kom til “Gammel Sole”. Jeg fik eget stort værelse, hvor jeg hjemme kun havde været vant til et lille, der nærmest var en alkove med to senge, midt i huset og med vinduer til forstuen.

Jeg skulle være afløser for kusine Helga. De manglede nu en til at gå ærinder, hente mælk o.l., ligesom skolestuen skulle ordnes. Stor have havde Rosenkjærs også, og jeg lærte meget hos dem.

Morbror, som vi kaldte ham, lærte mig også at lægge kartofler. Ikke som bønder, sagde han, de smider kartoflerne.

Jeg mindes også de mange valmuer, der stod i fuldt flor til mosters fødselsdag den 12. juni – for resten samme dag som vor egen Jens, vi nu har overladt vor gård i Jyllerup.

Jeg har næsten været i tjeneste hos de fleste af mors søskende. Jeg kender derfor familien godt og har været glad for alle hjem. I ferierne var jeg flere gange hos moster Henriette på “Buhlseje”, ligesom jeg lige efter konfirmationen kom til “Petersbjerggard” . Her var jeg i l½ år og derefter igen en tid, lige før jeg kom på højskole i ULDUM.

I 1914, da krigen brød ud, var min ældste bror, Knud, soldat, og Ejnar blev indkaldt til tjeneste, ligesom mine søstres kærester også måtte af sted. Far måtte derfor klare sig med os piger. Hestene blev vi dog ikke betroede, ikke som piger nu til dags. Johannes, som den næste bror hed, blev derfor forkarl i en ung alder. Knud og Ejnar fik dog jævnlig fri fra tjeneste, så de kunne give et nap med derhjemme.

Efter at krigen med dens mange rationeringer af varer var endt, begyndte bryllupperne i søskendeflokken og sluttede med vor yngste bror, Hans Daugaard, som overtog gården (i Sellerup). Mor og far blev dog boende, idet de fik indrettet en lejlighed her.

Mor døde først (1941), og det blev ensomt for far, der senere hen blev lidt forkalket og knap kunne kende os, når vi kom på besøg.

Jeg var den, der kom længst hjemmefra. Min mand var vestjyde og fra Nøraa ved Bramminge. Vi fik en gård i Jyllerup ved Aare, og da vi havde bryllup den 1. december 1922, blev det altså os, der det år fejrede bedstefar Knud Buhl’s fødselsdag. Sommeren efter – i 1923 – døde han. Jeg husker endnu, at moster “Stinne” Rosenkjær ved hans begravelse sagde: “Ja, og nu er det så os af næste generation igen, der står for tur. De sidste år har vi fulgt flere af denne i vor slægt til graven.”